SÅDAN ARBEJDER DU EFFEKTIVT HJEMME – 7 GODE RÅD – DO’s & DON’T :)

A
A
working from home inspiration - story - kvadrat

AF ANNE-MARIE SCHROLL / MANIPURA LIVING

Mens Corona virus’en raser udenfor vores døre, er flere og flere af os nødt til at arbejde hjemmefra. For nogle er det en vanesag – for andre er det en helt ny og anderledes måde at arbejde på.

Måske du føler, det er både skønt og skræmmende på én og samme gang. For på den ene side er det skønt at være mere hjemme og at have nogle mere rolige morgener, hvor du kan nyde, at du ikke skal jage ud af huset. På den anden side kan det være svært at være så fysisk langt fra dine kollegaer og fællesskabet og samtidig få alle forventninger og ender til at mødes – især for dig der både skal passe dine små børn samt udvise effektivitet på arbejdet.


FRIHED & ANSVAR – 7 GODE RÅD

Jeg har igennem de sidste 25 år af mit arbejdsliv jævnligt haft hjemmearbejdsdage. Og jeg elsker det. MEN som med alt andet i livet kræver det en vis disciplin at finde den rette balance mellem frihed og ansvar – både som selvstændig, som leder og som medarbejder.

Baseret på min erfaring får du her 7 gode råd, du skal være opmærksom på, når du eller en medarbejder arbejder hjemme. Det er på ingen måde en udtømmende liste. Mange jobs, situationer og personlige hensyn kan kræve særlige foranstaltninger – som nu ifm Corona virus’en; Men især for dig der er ny ‘hjemmejobber’ eller chef for nye ‘hjemmejobbere’, kan det være rart med et par tips til, hvordan du undgår faldgruber og bevarer en god effektivitet, balance og energi.


(1) SKAB DIN EGEN ARBEJDSPLADS I HJEMMET

DIT sted !
Dine fysiske rammer har stor betydning for din energi, din evne til at fokusere og din effektivitet. Jeg vil derfor anbefale, at du bruger lidt tid og energi på at indrette din arbejdsplads i hjemmet. Det skal være DIT sted, hvor du føler dig godt tilpas og kan lade nogle af dine arbejdsting stå eller ligge fremme. Hvis du ikke har et helt rum til rådighed, så find et sted, hvor du har plads til din computer, et tastatur, en mus samt de fornødne arbejdsting. Hvis I er to, der skal deles om et sted, så del det evt. op i 2 halvdele, så I begge føler Jer ‘hjemme’, når I sidder ved bordet.

Skab luft, ro og orden !
En del af de fysiske rammer er behovet for ‘luft’, ro og orden omkring dit arbejdssted. Det gælder både i dine omgivelser samt på dit fysiske såvel som virtuelle skrivebord på din computer. Rod der ligger for længe dræner dig for energi og forhindrer dig i at være i flow. Orden hjælper dig til at bevare dit fokus, overblik og effektivitet.

Sørg for at kun det vigtigste står fremme. Skab gerne lidt personlig stemning og hygge med lidt billeder, små tableauer og andet, der giver dig god inspiration og energi; Men læg alle småting og papirsstakke pænt væk i skuffer, æsker og skabe, så du skaber luft og god energi.

WORKING FROM HOME DESK - inspiration



Medmindre du har et stort bord er det sjældent rart at blive klemt inde i et hjørne med blikket vendt mod væggen og ryggen ud til resten af hjemmet.

Har du ikke andre muligheder vil jeg anbefale, at du hænger nogle billeder op på væggen, der giver dig god energi, samt sørger for, at du har et godt skrivebords lys i hjørnet.

DEN LÆKRE HJEMMEARBEJDSPLADS MED LYS OG LUFT

Hvis du derimod har mulighed for at placere din arbejdsplads et sted, hvor du kan kigge ud ad vinduet i horisonten – eller ud over dit hjem, vil det hjælpe dig til at være mere visionær og idérig samt bevare din gode energi og dit overblik.


(2) ‘GÅ’ PÅ ARBEJDE – HJEMME HOS DIG SELV

Stå op til sædvanlig tid hver morgen, tag et dejligt bad og klæd dig på – ligesom når du skal hen på din arbejdsplads. For du SKAL jo på arbejde – blot hjemme hos dig selv:). På den måde holder du dine daglige morgenrutiner ved lige, og er frisk og klar til en ny arbejdsdag.

Falder du derimod for fristelsen til at sove lidt længere og hygge med en ekstra kop kaffe i morgenkåben, så kan klokken hurtigt blive 10, inden du er i gang med dagens arbejde. Og beholder du nattøjet eller de bløde joggingbukser på, så ‘fortæller’ du indirekte din krop og dit sind, at du har en fridag. Og det har på den mest forunderlige vis en betydning for, hvor fokuseret og effektiv, du er i din arbejdsenergi. Prøv selv efter og mærk forskellen.


(3) HOLD BALANCEN – PLANLÆG DIN ARBEJDSTID OG FAMILIETID

En af de største årsager til stress er følelsen af, at man mister overblikket og ikke kan nå det, man ‘skal’ på flere fronter – ofte i kombinationen mellem arbejde og privatliv. Når du arbejder hjemmefra, er det derfor vigtigt, at du er meget bevidst om at bevare en god og sund balance mellem, hvornår du arbejder, og hvornår du har fri. Og det er ikke altid let. Især ikke hvis du har små børn i huset. For på den ene side er du ‘hjemme’ hos din familie – men på den anden side kræver arbejdet din fulde opmærksomhed og nærvær.

Har du små børn hjemme…
Planlæg din dag i intervaller med arbejdstid og børnetid. Start hver morgen med at sætte dig mål for dagen, strukturer din dag ift arbejdsopgaver, eventuelle online møder mm og afsæt derefter pauser, hvor du er nærværende overfor dine børn. Har du en partner kan I med fordel skiftes til at tage Jer af børnene, så den anden får arbejdsro. Gør en fælles indsats for at få tingene til at fungere og erkend, at det i disse tider er svært at være den ‘perfekte’ rollemodel i alle henseender:).

Selvom du ikke har små børn hjemme….
Planlæg alligevel din arbejdsdag og -uge, så du hver dag sætter dig mål for, hvad du skal nå, hvornår du har online møder, evt. hvornår du holder pauser, samt hvornår du slutter din arbejdsdag. Så undgår du både at blive over-loaded med arbejde samt at falde i den anden grøft med ikke at få lavet så meget, som du burde.


(4) AFSTEM FORVENTNINGER !

Ifm planlægningen af din dag og din uge er det vigtigt, at du afstemmer forventninger både med dig selv, din familie og din arbejdsgiver. På den måde er du proaktiv ift at undgå eventuelle misforståelser og skuffede forventninger.

* Hvilke mål og forventninger har du til din egen dag og uge – realistisk?

* Lav en aftale med din eventuelle partner og børn om, hvordan I indretter dagen og ugen. Vær tydelig i din kommunikation om, hvornår du er sammen med familien, og hvornår du har brug for arbejdsro.

* Lær dine børn, at når du sidder på dit ‘kontor’ vil du ikke forstyrres og aftal, hvornår I så kan være sammen

* Hav løbende check-ins med din chef eller medarbejder. Hvis det er nyt for dig at arbejde hjemme, kan det anbefales at have daglige samtaler pr. telefon eller video, så I får afstemt forventninger og planer samt kan sparre med hinanden i gensidig forståelse og tillid. Samtaler er altid bedre end skriftlige beskeder – ikke mindst i perioder hvor man ikke mødes fysisk.


(5) ZOOM-IN: VÆR FOKUSERET OG NÆRVÆRENDE

Vær fokuseret og nærværende i det du gør, lige nu. Undgå for mange ’til-og-fra’ aktiviteter og forstyrrelser, der kaster din opmærksomhed rundt i manegen.

Er du vant til at arbejde hjemme, kan du uden tvivl godt strukturere din dag, så du også får tid til at ordne lidt vasketøj som en lille pause imellem opgaverne. Er det derimod nyt for dig at arbejde hjemme, vil jeg anbefale, at du undgår fristelsen til diverse afledningsmanøvrer, da de hurtigt suger din tid og energi.


(6) STAY CONNECTED – ONLINE

Lav en proaktiv indsats for at bevare en god kontakt til din arbejdsplads – til din chef, kollegaer og eventuelle medarbejdere.

Teknikken skal virke
Sørg for at have en god internetforbindelse og en laptop eller computer, der giver dig adgang til firmaets netværksdrev samt er opsat til online videomøder, f.eks. via Skype eller Zoom

Mød hinanden online
Online møder er det næstbedste alternativ til fysisk at mødes, for det giver mulighed for også at aflæse hinandens kropssprog.

Tænk over, om det vil virke bedst for dig at sprede dine online møder ud over dagen – eller om du skal prøve at samle dem til visse dage eller tidspunkter på dagen. Det kan dog være et svært puzzle spil, hvis du arbejder i en større virksomhed med behov for mange møder – og især hvis det er en international virksomhed.

Fordelen ved at samle møderne er, at du skaber struktur og rum til at få ro til andre arbejdsopgaver samt at du kan planlægge din tid hvis du f.eks. har børn hjemme. Ulempen ved at samle dine møder er, at du skal være ‘på’ i lang tid og kan føle dig ‘overloaded’, fordi man ofte er mere koncentreret i online møder. Vær opmærksom på, hvad der virker bedst for dig og prøv at strukturere din dag derefter.

3 FIF NÅR DU DELTAGER I ONLINE VIDEOMØDER HJEMMEFRA

(1) Afslappet arbejdspåklædning
Du kender din virksomhed bedst, men jeg er sikker på, alle har forståelse for, at man ikke sidder i hvid skjorte eller pæn kjole, når man ringer ind online hjemmefra. Det vil måske være lidt overkill. Omvendt vil jeg ikke anbefale, at man sidder i nattøj og joggingtøj, da man stadig er på arbejde

(2) Bevar en god mødedisciplin
* Hav et klart formål med mødet og lav en god opsummering med næste skridt.
* Fat dig i korthed, bevar en god tone og afbryd ikke andre, når de taler – det skaber onlineforvirring

(3) HUSK DU ER ONLINE med både video og højtaler 🙂
På mange onlinemøder skifter video billedet alt efter hvem der taler. MEN ikke altid. Så pas på, hvad du gør. Også selvom du ikke taler :). Og husk at mute og un-mute din højtaler, så du ikke forstyrrer de andre med unødig støj.


(7) BEVAR DEN GODE ENERGI !

Nogle mennesker elsker at arbejde hjemme, fordi det giver ro og frihed – selvfølgelig under ansvar. Andre har det svært med at undvære det fysiske arbejdsmiljø og den sociale kontakt i virksomheden og føler det er vanskeligt at holde motivationen og energien oppe.

Tag ansvar for at holde din motivation og energi oppe
Vær opmærksom på hvordan du selv reagerer i situationen og mærk efter, hvad du selv kan gøre for at få det bedste ud af situationen. Vær proaktiv og tag ansvar for at indrette din dag så du holder din motivation og energi oppe.

Er du leder?
Er du leder er det vigtigt, at du beholder en god dialog med dine medarbejdere, og at du er opmærksom på, hvordan de reagerer på hjemmearbejde. Støt op om den enkeltes behov især i Corona situationen. Sørg for at holde motivationen og energien så høj som muligt både hos dig selv og hos dine medarbejdere, så tilfredsheden og energien er intakt.

SIDDER DU INDE MED ET GODT RÅD??

Del gerne dine egne erfaringer og råd til en effektiv hjemmearbejdsplads til glæde og gavn for os alle.

Rigtig god fornøjelse 🙂

Kærlig hilsen Anne-Marie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Main Menu x